Se fødevarestyrelsen smiley-rapporter

Phønix Huset


Historien

Rammerne omkring vores arrangementer er byens gamle biograf. Her kunne daværende biografdirektør Viggo Siefert den 1. oktober 1938 for første gang slå portene op for Phønix Teatret og præsentere Ikast for en biografforestilling i et rigtigt biografteater.  Filmen var i øvrigt den berømte Carl Alstrup-film ”Den kloge mand”.

Biografdriften ophørte i 1984, hvor bygningen blev moderniseret med henblik på at skabe en form for nutidigt forsamlingshus, hvor man kunne samles til koncert, fest, udstilling og lignende. Samtidig skiftede bygningen navn fra Phønix Teatret til Phønix Huset.

Der var heldigvis tale om en modernisering, hvor man bevarede historien og kontinuiteten i bygningen. Bl.a. de bemærkelsesværdige vægmalerier, som har deres helt egen historie.

Vægmalerierne

De hører nemlig ikke med til den oprindelig udsmykning, men blev skabt umiddelbart efter 2. verdenskrigs afslutning i perioden 1945-1946.
Historien er den, at den ungarske maler Endre Hevezi i slutningen af krigen var kommet til Silkeborg som flygtning. Da krigen sluttede i 1945 fik Endre, i modsætning til de tyske flygtninge, straks sin frihed. Han kom i kontakt med Viggo Siefert, og de to indledte et samarbejde. Resultat blev en usædvanlig billedfantasi med en sammenhængende collage af figurer og bygningsværker fra filmens, teatrets og mytologiernes verden, og med græske guder i forening med nordiske fabeldyr og græske templer, side om side med romerske teatre.

Siefert var med god grund stolt over dette fantastiske kunstværk, og ved særforestillinger i teatret indledte han undertiden med en gennemgang af væggene i biografsalen.

Malerierne pryder fortsat væggene i den gamle biografsal, hvor vi hyppigt hører rosende bemærkninger om de visuelle oplevelser, de giver vores gæster.

Når man kigger på malerierne på de to vægge, så vil man se en visuel og farvemæssig forskel. Den skyldes, at malerierne på den vestvendte væg desværre for en del år siden begyndte at krakelere, hvorfor de daværende ejere foranstaltede en restaurering, som blev foretaget af en tyrkisk konservator.